Tag-arkiv: Fodring

Fodring af EMS

Alfa og omega for, at en hest med EMS skal blive sund og rask igen, er at foderplanen tilpasses. En EMS-hest skal have et foder, der er lavt i stivelse og sukker. Dette gælder både krybbefoder og grovfoder!

Endvidere skal man være opmærksom på, at en EMS-hest stiller større krav til kvaliteten og mængden af mineraler, idet det kan sløve stofskiftet, hvis der er mangel på sporstoffer.

En hest med EMS kan som oftest dårligt tåle græs. For at hesten stadig kan socialisere og udføre sin naturlige adfærd, kan det være en mulighed at give hesten mundkurv på. Hesten vil stadig have mulighed for at nippe en lille smule græs, drikke osv., men dens daglige græsindtag vil blive reduceret væsentligt.

En anden mulighed kan være at have hesten på en jordfold uden græs overhovedet. Hesten skal tildeles rigelige mængder grovfoder, så den hele tiden har noget at tygge på. Kvaliteten skal naturligvis være god (dvs. lavt i sukker) ligesom der kan suppleres med en smule halm.

Naturligvis skal der også være fri adgang til vand.