EMS – Forfangenhed

Fede heste får livsstilssygdomme.

Heste, der lever i Danmark, har det tit lidt for godt. Det har ledt til et stigende antal tilfælde af en sygdom, der ligner diabetes.

Ligesom mange mennesker lever de for godt, mens de arbejder for lidt.

Mange hesteejere har ikke betragtet overvægten som et alvorligt problem, men i højere grad et symptom på, at deres hest har det godt.

Men vil man sin hest det godt, skal den ikke være overvægtig. Overvægt kan nemlig resultere i livsstilssygdommen EMS eller Equin Metabolisk Syndrom.

EMS er en stofskiftelidelse, der blandt andet kan føre til den meget smertefulde sygdom forfangenhed, forhøjet blodsukker og dårligere fedtstofskifte hos hestene. Ultimativt kan EMS slå hesten ihjel, hvis den fører til kronisk forfangenhed.

»Vi har ikke tidligere kunne forklare forfangenhed, men nyere forskning har vist, at en kraftigt forøget mængde insulin i blodet, som ved EMS, kan udløse forfangenhed. Og forfangenhed slår vores heste ihjel. Derfor er det vigtigt at lære at spotte sygdommen,« siger Libseth Boel Brandborg, der er fagdyrlæge og har forsket i EMS.

Flere og flere heste bliver ramt

Forekomsten af EMS i Danmark er endnu ikke undersøgt videnskabeligt, men Lisbeth Boel Brandborg er ikke i tvivl.

»Jeg kan se en stigning i antallet af heste med EMS, når jeg er ude og behandle. Forekomsten er desuden blevet undersøgt i Australien, hvor EMS blev fundet hos 28% af de 208 heste i studiet,« siger hun.

Det er endnu ikke alle dyrlæger og slet ikke alle hesteejere, der kender til EMS.

Lisbeth Boel Brandborg gør derfor sit bedste for at udbrede kendskabet, blandt andet ved at holde foredrag for dyrlægerne og ved at påpege problemer med overvægt, når hun er ude ved klienter.

»Klienterne tilkalder normalt først dyrlægen, når hesten er blevet forfangen – de ringer sjældent, fordi deres hest er fed og ikke kan tabe sig. Der skal man selv fange signalerne, når man er ude hos dem,« siger hun.

Lisbeth Boel Brandborg fortæller, at symptomerne på EMS er: overvægt, der ikke forsvinder ved slankekur fedtaflejringer på bl.a. hals (spækkam) og ved haleroden hesten har mere appetit tilbagevendende forfangenhed nedsat frugtbarhed nedsat præstationsevne som følge af overvægten

Ikke diabetes – men et forstadie

EMS er en stofskiftesygdom lige som type II diabetes, der rammer mennesker. Og der findes også en sygdom ved navn Human Metabolisk Syndrom, der er et forstadie til type II diabetes hos mennesker.

Alligevel er det yderst sjældent, at heste får diabetes – der er kun beskrevet ganske få tilfælde i litteraturen.

Lisbeth Boel Brandborg fortæller, at det kan skyldes, at heste ikke bliver gamle nok. Ved type II diabetes stopper nogle celler, betacellerne, med at producere insulin. Men cellerne stopper ikke hos hestene, og det kan skyldes, at de ikke når en tilstrækkelig høj alder.